Lænkede metalringe. Brynjer med takkede kanter forneden er nok mere af algelsaksisk oprindelse.

Kilder:

Ringbrynje har været brugt i krig i hele Nordeuropa siden Rom's oprindelse indtil den første verdenskrig (til at beskytte ansigten på artilleristen i tidlige kampvogne). Der er lignende eksempler fra skandinavien fra både før og efter vikingetiden, i selve vikingetiden er der ca. en halv-dusin fund, de fleste af disse er kun fragmenter, nogle fra Birka i Sverige (nogle var muligvis kun til nakkebeskyttelse, ikke nødvendigvis til kroppen). Nogle af fragmenterne og en del skrevne evidens og billeder er fra kulturer som vikingerne havde kontakt med. Det meste komplette vikingefund er Gjemundbu (Norge); billede til venstre.

Jern eller stålringe kunne være nittet, bare sammensat, essesvejset eller stemplet ud fra et stykke pladejern i et stykke. (De sidste to typer kunne dog kun bruges til hveranden række).

Vikinge ringbrynjer var nok lavet i et stykke (seperate ærmer, benbeskyttelse, luffer, og hovedbeskyttelse af brynje kom som regel, ligesom forstærkninger, senere). Den nåede til et sted mellem hofte og knæ, og eksemplarer blev længere igennem vikingetiden. Ærmer, som måske nåede til albue eller håndled, blev også sandsynligvis længere med tiden. Hætter var nok en senere udvikling; Bayeaux Tapetet viser Normanner hauberker med noget som kunne være en forlængelse til at dække ansigetet. Den interne diameter af ringene varierede fra en sjældne 5 mm til en mere typisk 8-9 mm.

Effektivitet:

Følgende er mest fra eget observationer: Brynjer modstår skærende slag rimelig godt, men godt stål kan penetrere jern af dårligere kvalitet. Rimelig tæt brynje kan sprede anslagspunktet. En meget smal pilespids, på kort afstand og perpendiculært / med lige vinkel, kan nemt penetrere, men en bred spids, på lang afstand, som rammer skråt, kan ikke. Der er en god chance at noget imellem disse eksempler vil mere eller mindre penetrere rustningen, måske kun en eller to centimeter indenfor brynjen. Et kraftigt slag fra en økse kunne nedlægge modstanderen uden at slå igennem rustningen. Et skarpt spyd eller kastespyd kan sagtens komme igennem flere lag ringbrynje med et slag.

At lave en ringbrynje:

Ringbrynje kan laves på bar bund, kan købes som løse ringe eller som en færdig brynje (normalt sammensat i fjernøsten).

Tegning af en enkel brynje:

11 - Luk ringene (ikke nittede): Drej enderne mod hinanden med 2 tange.Hvis de lapper lidt over hinanden( ringen er så altså en lille smule mindre end det ender med at være) kan man få dem til at klikke på plads og det gør at enderne presser tæt mod hinanden.

12 - At nitte ringene: Putte en lille nitte (eller et stykke wire) i hvert hul og hamre. Brug blødt jerne eller kobber legering.

13 - Polering: Nittede brynjer (specielt) får godt af en tur i en tromlepolermaskine til at fjerne skarpe kanter..

14 - Rustbeskyttelse: Jern lavet af Vikingerne var mere rent og rustede mindre end moderne jern.Det er muligt de dyppede nogle rustninger i tin (en teknik som helt sikkert var brugt til andre metaldele) eller i ædelmetal (Sølv smitter dog af meget hurtigt og tøjet bliver sort). Oliebeskyttelse (brændes på) af brynjer var mulig men virkede ikke ret godt. Oliehærdning var muligvis brugt. Vikingerne har nok brugt olie eller terpentin og voks. Idag kan vi vælge imellem mange forskellige olier og vandafvisere.

15 - Lederkant: Den er rar at have ved nakken, men rengøringen bliver mere besværlig. Nogle linier på Bayeux Tapetet kunne være en kant eller foer, men evidensen er ikke tlstrækkelig, og alligevel ikke helt Vikingetid.

Kopi En brynje består af 20 000 til 50 000 ringe. Den vejer 5 til 20 kg, typisk 10 kg.